Dream journeys of G.M.

 

 

 

The Ball Room

 

we stand in the bar, waiting for the events to take place

we look through the windows

they seem to make everything double

we dig out a box from a hole in the wall

its wet from the humid air

dripping

we open the box

it is filled with a turquoise liquid

the bartender pours a few drops into the mix

turning it into a milky substance

someone sips and falls asleep emidiatly

people hang over the table and chairs

totally relaxed

sleeping

an energy moves through the box-

mixing with with the water

we move closer together

in sleep

we walk up the stairs into what once was a giant ballroom

there are numerous spaces in house

each one represents a potential of something

we are looking for this “something”

in the corner on the floor someone finds a pair of sunglasses

can this be it? – they ask

we can see how the energy attracts the space and vice versa

there are more colours here

everything seems bigger

from the invitation we  know that we will be exposed to a number of different objects,

they are selected out of specific system

1 solo – two duos – three trios – etc

always combined in either odd or equal numbers

we are the audience – we affect how the objects merge

watching the process

drawing out good questions

Everything takes a place at certain place and time

telling that the next object is about to appear,

… let the show begin – someone said

we take turns holding the object

everyone has their own style

someone sticks there arm through it

another using it as a hat

and yet another sits on it using it as small stool

every style affects the box and its surroundings differently

now one of the trios looks directly at the audience

“lets gather around this image” someone propesses

a tunnel appears in the wall, leading us into a hallway

a read light moves towards the wall

“lets follow the read light” someone proposes

now we are gathered in a big pool,

the box is floating on top of the water

someone has fallen asleep

 

 

 

Edderkoppefamilien

 

forestil jer at vi alle falder i søvn her på gulvet

Gulvet er blødt og nærmest svampet, som om nogen har masseret en varm væske ind i brædderne.

Vi kigger direkte op i loftet.

Lys skinner gennem vinduerne med en gradvist skiftende intensitet

Nogle gange når strålerne falder rigtigt kan vi se et gammelt spindelvæv, som dækker store dele af loftets overflade

vi forsøger at justere vores blik, så de gennemsigtige tråde træder tydeligere frem. glimtvis kan vi se hvor enorm stor den vævede struktur faktisk er.

Imens vi langsomt bevæger os længere og længere ind i en dvaletilstand, er der en energi som vokser frem i rummet. der er forskellige former for væsner til stede, som er med til at manifesterer denne energi. Alle væsnerne er ligeledes på vej ind i dvalen, og måske er det netop denne fælles døs, der fremkalder energien.

Vores kroppe forsvinder gradvist bag vores ansigter, og til sidst er kun vore blik tilbage svævende frit i luften.

udenfor fornemmer vi en anden tid – en bil der holder i tomgang, en stemme der råber noget – blade der fejer sig sammen i vinden

nu bevæger vi os op mod spindelvævet. vi kan mærke, hvordan den gennemsigtige tråd forsøger at gribe fat i os.

man begynder at grine stille. det er som om tråden kildrer lidt.

“hvor lang har det mon taget at væve dette landskab?”

er der en der spør

“Kan det virkelig være en edderkop, der har lavet alt dette?

spørger en anden

“måske er det en edderkoppefamilie?”

er der en der foreslår

de fleste af os svæver rundt og prøver at finde vores egne rute gennem spindevævslandskabet

én finder et rum, der ligner en stue. der står en sofa midt i rummet, og foran sofaen hænger et fjernsyn der viser hunde og ænder, der leger sammen på en græsplæne. en musik får billederne til at virke idylliske, men også mærkeligt fremmedartede, og vi får en fornemmelse af at dyrene og græsplænen betragter os.

der er også en stor kaktus der er placeret ved siden af fjernsynet og en lille vask er installeret i det ene hjørne. man kan se, hvordan rummets vægge, ikke er helt spundet færdige, som om arbejdet er blevet afbrudt

én foreslår at fortsætte det afbrudte arbejde, og flere slutter sig til denne gode idé.

det viser sig at man kan bruge dvale-energien

man samles i små grupper og lader øjeæblerne udvide og sammentrække sig i en specifik koreografi, der gentages i vekslende hastigheder.

lidt efter lidt pustes bittesmå ballon-agtige sække op, og på indersiden af sækkenes hinder ligger der en mælkagtig væske

væsken omdannes så til spindelvæv, når sækkene stables eller sættes i forlængelse af hinanden

vi bygger videre på vægge og gulve, og til sidst fylder strukturen hele rummet.

vi holder en kort arbejdspause og mens vi taler kommer vores kroppe langsomt til syne igen, nu omgivet

i et friskt spindelvævslandskab

vi ser et lille væsen ved et af vinduerne, som hurtigt kravler ud af en åben sprække. vi flyver hen mod vinduet, men væsnet er allerede smuttet. vi kan høre, hvordan det rumstere inde i væggen

 

 

Farmhouse on Samsø 

 

We wake up lying next to each other on a small fenced field of grass-

We lie on our backs holding each others hands

We feel a warmth from the ground beneath us

A cloth hangs on a thin string, covering a small part of our visual field.

We notice the sound of a vehicle approaching

the vehicle drives towards the cloth

it drives as close to the cloth as possible

idling

it sounds as if someone stuffed a wetpillow into the engine

We take a few steps to the side

A farmhouse appears

The smell of pancakes emerges

We dream that our bodies are so tiny that they fit in the space between the grass straws

 

 

 

Garden Objects

 

So imagine that we all fell asleep under these trees

We ly next to each other on a small fenced field –

from the branches different  objects are slowly falling

a small match box, a suitcase, a closet, a camera, a TV, a radio, a guitar, a flute, a stone, a car

all the objects are empty

they contain nothing

no data

just hollow obiects

while we sleep the ground starts to spin

We feel a warmth beneath us

A cloth hangs on a thin string, covering a small part of everyones individual visual field.

I for example cannot see the house in the horizon

and (Johann) for example cannot see the clock

Someone notice a vehicle approaching

it drives towards us

it drives as close as possible and stops

idling

a mansion, an industrial building, a library, an amusement park, a swamp, a waterhole, a jewlery box, a treasure chest

Is it normal to have a list of objects in an object?

– someone asks

we look at the things around us

we’ve been looking a them for while now

someone started counting them

a gate into huge hole in the ground opens slowly

…its an invitation to step in

we stand in line

waiting for our turn

the walls, roof and floor become strangely deform,

the walls shrink while the floor and roof moves apart forming a tall and narrow tube with no visible entrance or exit

the chairs you sit in disappears while your body stays in the same relaxed posture shaped by the furniture,

your body starts to levitate- first a few centimeters above ground and then after a little twitch slowly moving up through the tube shaped space

on your way up your body frequently touches the uneven walls,

– they feel like dried plants or the bark inside a hollow tree

now you realise that your body is gone, and the mind that you observe through is detached from any physicality –

[tænd optageren] continuing though the tube

a bright pink light flows through two tiny holes- a deep squeaky noise fills up the space

you float through the wholes into a small chamber

the sound of wing flaps pushes the wind around

A massive pink cloud
feels like steam on your skin

it must derive from some huge object a machinery of some sort

a snore from a indeterminate creature drags you into a deep trance

from the tree objects starts to fall again

 

 

 

GM4 (AMAGER BAKKE)

 

we are here at this opposite space

a screen with information shows us where we are

while reading the signs

we all fall asleep – together

in our dream the signs mixes

showing new combinations of words and numbers

as time goes by, we notice how the landscape too is changing

we are walking around and around in this fluctuating landscape. playing a game. singing a song

in the south-western corner of the space, there is a pathway that leads out

notice how everyone are being attracted towards this exit

— what is down this road?

we ask

we notice how the song vibrates our ear, visualising this echoing pattern

we notice how our breath moves the signs back and forth — shaping words

Suddenly an image appears — standing on the ground in front of us — a transparent torso half filled with sand

— slowly moving from the top to the bottom…

— A timer ? someone proposes

Now we can all see the growing void and how it doubles in our surroundings— leaving us with a certain mix of melancholy and joy

are you there we whisper?

when the song ends we throw our arms down to choose a new image — passing on signs — smiling— happy with how it went

 

 

 

 

 

 

 

Have meditation

 

Du har medbragt to sten til øvelsen. Tag en i hver hånd

luk øjenene.

Mærk stenene i din hånd.

Lad dem kører rundt i din håndflade. Du kan hjælpe stenen rundt med din tommelfinger.

Lad dem glide ind og ud af mellemrummene mellem dine fingre. Mellem lillefingeren og ringefungeren, langemanden, pegefingeren.

Forestil dig stenene vokse i din hånd.

Forestil dig at de langsomt vokser og vokser.

Nu er de på størrelse med to vandmeloner.

Forestil dig så at dine hænder langsomt vokser.

Først vokser de til dobbelt størrelse,

så vokser de indtil de har en omkreds af to baderinge.

De bliver ved med at vokse. De vokser og vokser. Nu fylder de hele haven.

Forestil dig at haven er anlagt oven på dine hænder.

Mærk haven i dine hænder.

Mærk hvordan dine hænder og haven smelter sammen. Fingrene er grene og træer. Rynkerne i håndfladen er stier der binder de forskellige områder i haven sammen.

Mærk haven i dine hænder. Og mærk stenene.

Stenene svæver i luften, som to luftballoner.

Du kan flytte dem op i luften, så de hænger over træerne. Og meget højere op så haven bliver til en lille bitte grøn prik under stenene.

lad dem flyve henover over den sø der er anlagt i midten af haven.  Stenene hænger Langt oppe i luften med en lige linje ned til søen.

Nu lader du dem falde.

De falder gennem luften med en højere og højere fart.

De bliver varmere og varmere i luftens friktion.

Nu begynder de at brænde.

To brændende ildkugler falder gennem luften og lander i søen med et kæmpe plask.

Røg og damp stiger op fra søen. Stenen ligger på bunden af søen. Det syder og bobler mens de gradvist køles af.

 

 

 

 

Timer

 

now we are here in this room

we all fall asleep again – together – at once

…

something hides somewhere — perhaps in the corner — somewhere behind a cloth

we are looking for things

a box of fruits — almost empty — only one piece left

now we look at each other

we are all in a dream state — almost closed eyes — smiling — turning our faces towards each other

looking

[…..]

we are sharing the same image — lying on the floor, — feeling the soft surface —

a door in the roof opens — someone starts to levitate — slowly approaching the opening —

a cube shaped object appears — some of us stuff our heads into it — using the object as some kind of common helmet

Slowly the air drifts in and out of the cubic helmet — our breath moves it back and forth — like the sand in the old hourglass — A timer

[….]

we look at different types of timers/Clocks

– One which is calibrated to this moment

– One which won’t lose or gain seconds billons of years.

– One that resets we exhale

– And one that shows the thinnest slice of time and where each successive now replaces the one before it.

a sense of suger starts to spread

— Caramel, flower, milk, berries, eggs,

it spreads through the air — through this moment

 

 

ice cream void

 

Ok so you all got an ice cream before you entered stage.

Maybe you have already finished eating your ice cream, but you can still feel a partially chilled feeling in your mouth.

Or maybe you are still eating it. And maybe it is melting and falling a part.

Now i will guide you into a meditation on this ice cream.

So … take deep breath.

… if you are not finished eating your ice cream you can put the rest in the glass next to your chair.

take another deep breath.

close your eyes, …

Notice how the ice cream feels in your mouth. How it feels on the teeth, how

it feels on the gums and tongue. Maybe you have already finished eating

your ice cream, but you can still feel it in your mouth. The mouth is still partially chilled.

Imagine this feeling growing in your mouth.

Down through the neck and down into the stomach and down to the legs and feet

up through the jaws and out into the ears. up to the brain and hair roots and out into every single hair.

out into the shoulders and the back and out into the arms and fingers and all the way out into the nails.

Now imagine that this feeling contracts again.

At first slowly like a pendulum returning to a zero point, but then faster and faster like a rock falling through the atmosphere.

Through the nails and the back, the hair roots, the brain, the jaws, the feet, the legs, the neck and finally it lands on your tung.

Now imagine that your mouth is a door.

And Imagin that you are entering this door.

……..

Now you are standing on a green grass field. it extends as far as you can see. there is complete silence. not the slightest sound.

You now move your gaze slowly around from right to left. Very slowly panning your eyes across the endless grassy landscape.

Now something comes to light. a group of pipes standing vertically firmly inserted into the ground. you sense that they are waiting for something.

your eyes pans further

now a kind of construction emerges. a big building. it is burning heavivly.

you start walking towards the burning construction.

As you get closer, the flames die out and the building disappears.

Now you look down and see that you are standing in a not very deep lake. The water is reaching your ankles. The lake is completely blank.

You form a small bowl with your hands, fill it with water and bring it up to your mouth. You drink it slowly. Then you lie down and rest.

Suddenly the sound of the burning building fades in. The sound of the flames as if they are suddenly quite close. You cant see the flames. but you can hear them. It sounds like a giant  campfire. It crackles, a branch breaks and then you fall, fall and fall, fall into a dark void.

when you are ready, you can open your eyes.

 

 

 

Højhuset (kapitel 1)

 

Vi står i et landskab der bevæger sig hurtigt forbi os, mens vi står stille på en platform, der hænger frit i luften. Det her sted er anderledes i forhold til det sidste landskab vi gik igennem. vi står  på hver vores firkant med ansigterne pegende opad. Vores ansigter er helt ens. Og der er også andre ens ansigter der peger opad. Der er otte forskellige udseender at vælge imellem. Forskellige kroppe, og stemmer. Nogle har bælter på, nogle har handsker på. Og alle med ens smilende ansigter.

Et af ansigterne stiller sig i midten og spørger. Har i nogle tips til gode ting at lave her?

Der er fyldt med sten overalt. De findes i mange forskellige størrelser. Nogle er så store at man kan mærke deres magnetiske tiltrækning. Hvis man stiller sig helt tæt indtil dem, skal man bruge et specielt værktøj for at komme forbi.

Der er ingen grænser mellem de skridt vi tager. Vores ben bevæger sig ikke. Vi glider bare henover landskabets overflader. Først to til siden, og så to frem, så to til til siden og så ugen to frem. Vi forsøger at komme hurtigere fremad ved at regne den korteste rute ud. Samtidigt løfter vi vores arme til en hilsen og bevæger håndfladerne mod hinanden.

Og så er lyset pludselig blevet mørkere og langsommere. Her er der helt mørkt. Vi må anstrenge os for at åbne øjnene.

Så siger det ene ansigt en konsonant lyd. T O. Og det andet ansigt gentager. Og så gentager et tredje ansigt igen. T O. T O. Tempoet svinger frem og tilbage. Ansigterne skiftes til at fremsige lydende.

Vi står i et rum, hvor alt ser ud til at svæve. Op og ned, op og ned. Nogle få centimeter over gulvet. Vi forsøger at slette os selv og sætte hinanden på pause.

Nu skal vi glemme os selv.

Et andet ansigt spørger: “Skal man glemme sig selv, eller rent faktisk gemme sig selv”.

Nu er der flere ting at vælge imellem. De bliver præsenteret på et stort rundt bord. Vi kan vælge helt frit. Alle bliver søvnige, og lægger sig ned på platformen og hviler sig sammen.

Vi drømmer om et rum. Her skal man være i konstant bevægelse. Strålerne fylder rummet langsomt op, og til sidst er vi allesammen blevet ramt. Strålerne udløser en varme der spreder sig fra tæerne og ud i benene, og armene.

Et af ansigterne er blevet helt gennemsigtigt.

En følelse af tilfredshed gennemstrømmer vores kroppe, og i stedet for at fortsætte udforskningen af rummet, samler vi os i et hjørne og snakker meget langsomt til hinanden.

 

Højhuset (kapitel 2)

Vi sætter os sammen ind i et transport middel.

Vi har valgt to stationære maskiner. De er stadig ved at blive bygget.

Da vi kommer frem har landskabet igen forandret sig. Nu kan man kigge meget langt ud i horisonten. Vi er allesammen er blevet større, og kan nu se længere. Aller længst væk  kan vi se en støvsky. Da vi har stået og kigget på den i nogle minutter fornemmer vi at den bevæger sig tættere og tættere på os.

Idet vi starter motoren er skyen kommet så tæt på at vi nu er omringet af den. Vi kan ikke se andet end et par meter frem, og må køre meget langsomt afsted. Nu bevæger den sig ind i bussen og vi kan mærke hvordan alting langsomt bliver helt tørt.

Vi får udleveret kopper med varmt vand.

Hallo hallo siger chaufføren. Men der ingen der kan høre hinanden.

En melodi, har sat sig fast i mit hoved. Jeg forsøger at få de andre til at synge med, men alle sidder i deres egne tanker.

Vi får udleveret mere vand, og mens vi drikker kan vi mærke hvordan svælget udvider sig. Det er svært at få munden ned til vandet, men vi finder en metode, hvor vi kan støtte os til hinanden mens vi suger vandet op.

Sammen drømmer vi om en blind passager, der skaber en enorm stor ubalance mellem de forskellige typer af transportmidler. Passageren forsøger at hjælpe de andre, men det nytter ikke noget.Vi er omringet af forskellige dyr og insekter. Nogle ormer sig afsted, andre sidder for enden af et stort netværk af grene.

Imens vi går rundt inde i maskinen opdager vi at chauførren stadig sidder på sit sæde og kigger ud af vinduet. Jeg går hen og hilser på ham. Han genkender mig og bryder ud i stort smil.

Da vi kommer frem til vores destinationen får han en fornemmelse af at have glemt noget et sted, men er ellers tilfreds med rejsens foreløbige forløb.

Højhuset (kapitel 3)

Vi er kommet frem til en sekskantet Arena, hvor vi nu står i små grupper langs væggene.  Vi står helt stille med lukkede øjne.

I takt med at luften bliver køligere begynder vi at dreje vores ansigter mod uret.

Luften bevæger sig også langsomt rundt. I hvert hjørne af sekskanten hænger der forskellige stykker stof, som svajer i vinden når den passere.

Nu lyder der tre GOONNGG GOONNGG GOOONNNGGG. Det er tid til at holde et hvil.

Nu stiger temperaturen igen. Vores øjne åbnes og vi kan fortsætte.

Arbejdet bliver raffineret fra gang til gang.

…….

Nu banker det på døren. Det er et sendebud med et brev.

Én begynder at kaste med kugler. De er sat sammen med en tynd tråd.

Alt efter hvor tæt de kommer på døren former forskellige ord sig.

Hvad Må Jo Ynde Kan Nu Være Nærliggende, Kom her den hviske hvis nu fikse …

Som legen fortsætter dukker der forskellige meninger op i tråden.

Vi sammenligner sætningerne med den tekst der står i brevet og ligger dem i en bunke.

Vi vælger hver især noget fra bunken, som vi ligger henover øjnene. Jeg har valgt en gammel kasket. Teksten føles glat da jeg kører fingrene henover.

Lidt efter sover hele gruppen. Så begynder højtaleren at skratte, og blander sig ind i vores drøm.

Vi står vi ude ved en parkeringsplads. En stemme giver følgende besked:

“Ja denne dør spiller ikke”

 

Højhuset (kapitel 4)

Vi er i en bygning med automatiske døre, der åbner og lukker ved hver bevægelse

og vi er kun i stand til at se på dem gennem det specielle glas

Her ser vi en introduktionsbog

til at tale med lukkede øjne

En liste over referencer

Fem minutter åben. Fem minutter lukket

Der arbejdes inde bag facaden

Vi kigger på forskellige typer bevidsthed.

“Bevidsthederne kan være ustabile “er der nogen der råber fra den anden ende af bygningen.

“Hvis man bahandler dem ved samme hastigheds frekvens skulle der ikke kunne opstå nogle problemer” , er der en anden der svarer.

Alle reagerer positivt

Vi ønsker at binde forskellige dele sammen,

og prøver derved at styre resultaterne af vores arbejde.

Nogle gange mod ukendte mål

Udenfor vokser alting vildt.

Vi går en tur i landskabet. Imens ansigterne svajer frem og tilbage

Vi smiler ud i luften

Nu sidder vi igen foran hinanden og forsøger at registrere lysets gradvise bevægelser

 

Højhuset (kapitel 5)

Vi har siddet i lang tid i hvert vores sæde og faldet ind og ud af søvnen. På vej mod en by der ligger længere oppe i bjergene. Vi bevæger os igennem endnu et landskab. Digga dung Vigga dung.

Der står fire mennesker og kaster en bold til hinanden. Vi forsøger at forstå reglerne i spillet.

En snitter bolden med sit håndled. En anden svinger langsomt sine arme i en bølgende bevægelse. En tredje står afventende og følger boldens rute gennem luften. Hun står med med bind for øjenene og råber kommandoer. Op op ned op op op ned. Kom frem. Op Op Kom frem.

Nu er vi i en dal. Her er der også nogle der spiller. De triller en kugle lavet af et tungt metal. Spillet går ud på at få kuglen så tæt på en fordybning i græsset uden at den kommer til at ligge stille. Den er i konstant bevægelse. Spillerne kræser rundt om kuglen, puster til den fra forskellige vinkler og prikker til den med fingerspidserne. Vi griner og hvisler med tungerne.

Efter en kort pause lyder en høj mekanisk lyd. Den bryder stilheden og flytter vores opmærksomhed. Klonk, Klonk, Whhrruuf. Nu bevæger vi os lodret op med øget fart.

Vi står og kigger på en plante. Der er en der siger at det er verdens ældste organisme. Det er en lille busk-agtig gevækst, med små bær der hænger i tunge klaser fra plantens elastiske grene. Vi forsøger forsigtigt at spise et bær. Først pilles skrællen af, og så sutter vi nænsomt på hver vores frugt.

Der er en i gruppen der har være i en dyb dvale på hele turen og vi diskuterer, om vi skal vække hende. Hendes hud er begyndt at blinke i forskellige farver. Grøn, rød, blå, sort, gul, brun, grøn, brun, blå, hvid, rød, blå.

Vi kan allesammen mærke at der er ved at ske en forandring. Om det er noget der sker inden i os, eller om det er luften eller landskabet omkring os er svært at sige, men der er en mærkbar forandring igang.

 

Højhuset (kapitel 6)

Der er en der finder et hul i den stejle væg.

Vi kravler rundt inde i et tunnelsystem. På den anden side finder vi et kuperet landskab.

En bil afspiller en melodi som kan høres på lang afstand.

Vi kigger over på den modsatte væg og opdager at vores skygger står helt stille. Vi står lidt og ser på hinanden.

Nu begynder en af skyggerne at flakke, som om der er en vind der forsøger at blæse til den.

Der samler sig nogle skyer oven over os og lidt efter regner det stille ned på vores ansigter. Med bagsiden af vores hænder laver vi et halvtag. Nu står vi og lytter til dråberne, der lander på overfladen.

Jeg mærker en ny tilstedeværelse. Et form for spøgelse, der er dukket op uden at vi opdagede det. Det snuser rundt på jorden. Da det kommer tættere på opdager vi at det er blindt på det ene øje. Det ser gammelt og meget klogt ud. Det står nu lige foran os og begynder at synge meget sagte. Lidt længere oppe på væggen opdager jeg at der er en sprække, som åbner sig.

…….

Vi har en aftale om den første der vågner om morgenen varmer noget saft, som vi så kan drikke sammen når alle er vågnet. Efter dette lille ritual kan dagen begynde.

Vi starter med at lægge alle vores ting til tørre på jorden. De ligger og damper, spredt ud i landskabet. Vi ligger og slapper af i græsset mens vi venter. En summen fra nogle insekter bryder stilheden.

Jeg ligger og gnubber næsen med en lille børste, som jeg fandt på jorden.

Græsset ligner en slags spindelvæv. Det er helt hvidt og næsten gennemsigt.